14.1 Hovedregler
14.1.1 Før købet:
Informationskrav for alle tjenestetyper uanset markedsføringsmedium
Teksten indeholdende informationskravene skal være tydelig og læsbar i forhold til farve, placering og tid på en sådan måde, at den faktisk kan opfattes af seeren/modtageren.
1) Tjenestetype
Karakteren af tjenestetypen skal fremgå af tjenesteudbuddet f.eks. busbillet, spil, konkurrence, afstemning.
2) Pris
Prisoplysninger skal angives med minimum samme skriftstørrelse som for applikationskoden eller web-/wap-adressen.
For enkeltstående tjenester: Pris “+trafiktakst”. For prisoplysninger skal skriftstørrelsen være mindst ligeså stor som shortcoden. Dette krav gælder ikke for “+trafiktakst”.
For abonnementslignende tjenester: Samlet pris (og enkeltpris, hvor dette er relevant) “+trafiktakst”. For abonnementslignende tjenester skal det endvidere tydeligt angives, at der er tale om et abonnement, og der er her tale om samme krav til skriftstørrelse som for andre pligtoplysninger (se nedenfor).
3) Om fortrydelsesret (se her).
4) Navn, adresse + tlf.nr. på udbyder
5) Opsigelsesprocedure ved abonnementslignende tjenester.
6) Oplysning om opsætning, hvor der er særlige opsætningkrav (f.eks. WAP)
14.1.1.1 Anvendelse af applikationskode
Al SMS-kommunikation fra indholdsudbyderen skal indeholde den korrekte applikationskode.
14.1.1.2 Nultakserede tjenester
I forbindelse med nultakserede tjenester skal følgende som minimum oplyses:
1) Tjenestetype
2) ‘+ trafiktakst’
3) Opsigelsesprocedure ved abonnementslignende tjenester
14.1.2 Under købet:
Informationskrav for alle tjenestetyper, hvor kunden fraskriver sig sin fortrydelsesret:
Kundens aktive fraskrivelse af sin fortrydelsesret skal for eksempel ske ved at bekræfte et spørgsmål om dette.
14.1.3 Efter købet:
Kvittering
Der stilles krav om kvittering på varigt medium i forbindelse ved
- Abonnementslignende tjenester
- Alle køb over 75 kr.
- Køb af varer og tjenester leveret udenfor mobiltelefonen
Informationskrav til kvittering via varigt medium:
1) Tjenestetype
2) Pris
3) Om fortrydelsesret (se her) – hvis kunden ikke har fraskrevet sig denne ret.
4) Navn, adresse + tlf.nr. på udbyder
5) Opsigelsesprocedure ved abonnementslignende tjenester.
6) Betingelser for evt. garanti- og vedligeholdelseskrav ved henvisning
Abonnementslignende tjenester
Ved abonnementslignende tjenester, der tillægstakseres pr. modtaget ydelse, skal der i hver enkelt meddelelse angives pris og opsigelsesproceduren: Kodetekst + STOP (f.eks. “AJAX STOP”). I forbindelse med opsigelse af en abonnementslignende tjeneste skal kunden modtage bekræftelse på opsigelsen.
Nul-takserede abonnementslignende tjenester
Ved nul-takserede abonnementslignende tjenester skal der i hver enkelt meddelelse angives opsigelsesproceduren: Kodetekst + STOP (f.eks. “AJAX STOP”). I forbindelse med opsigelse af en abonnementslignende tjeneste skal kunden modtage bekræftelse på opsigelsen.
Indsamling
Der skal fremsendes bekræftelse i forbindelse med indsamlinger.
14.2 Særlige forhold
Visse informationskrav før købet kan i en række tilfælde opfyldes ved at henvise til et andet sted i samme medium.
Følgende informationstyper kan der ske henvisning til:
- Om 14 dages fortrydelsesret
- Navn, adresse og tlf. nr.
- Evt. opsigelsesprocedure ved abonnementslignende tjenester
Henvisningen skal i givet fald stå i direkte tilknytning til selve tjenesteudbuddet.
14.2.1 Digitale medier (internet og WAP) via link
For internetbaserede tjenester og andre tjenester, der ikke udbydes via flygtigt medium, gælder det, at slutbrugeren ikke må stresses tidsmæssigt under købssituationen, og inden købet er gennemført. Her tænkes eksempelvis på reduktion af den tid kunden har, inden han beslutter sig for at købe – f.eks. ved at man indsætter en timerfunktion, hvor slutbrugeren skal have trykket OK inden der er sket nedtælling til 0.
Henvisningen skal ske via link på samme medie, dvs. ved website benyttes web-link og ved WAP et WAP-link. Henvisningen skal altid indeholde oplysning om 14 dages fortrydelsesret, f.eks. med følgende tekst “Se om 14 dages fortrydelsesret og andre informationer på www…”
14.2.2 Trykte medier (f.eks. aviser, uge- eller månedsblade, kuponhæfter) via kolofon
Henvisningen skal være til en kolofon i det selv samme trykte medium. Henvisningen skal indeholde oplysning om 14 dages fortrydelsesret, f.eks. med følgende tekst “Se om 14 dages fortrydelsesret og andre informationer på side…”. Henvisningen skal i givet fald stå i direkte tilknytning til selve tjenesteudbuddet.
14.2.3 Flygtige medier (Radio, TV)
14.2.3.1 TV
Al pligtinformation skal angives i forbindelse med enhver markedsføring af en indholdstakseret tjeneste.
Følgende pligtinformation defineres som pligttekst, og skal oplyses gennem en tekst på skærmen, hvor det skal stå horisontalt og med skriftstørrelse på mindst 5% (1/20) af skærmbilledet i højden. Skriftstørrelsen måles som højden på versalier som f.eks. et M eller X i den anvendte skrifttype i forhold til den del af skærmbilledet, der er text-safe.
Begrebet pligttekst omfatter følgende:
- Pris,
- Udbyders identitet (hvis denne ikke er den pågældende TV-kanal selv).
- Fortrydelsesret (der kan henvises hertil via en kort/læsbar www adresse)
Følgende pligtinformation skal blot oplyses i forbindelse med udsendelsens afvikling:
- Tjenestetype (eksempelvis at der omtales i forbindelse med udsendelse/reklamen, at det drejer sig om en SMS afstemning, SMS konkurrence eller SMS indsamling etc.)
Hvis der er tale om en abonnementsbaseret tjeneste, omfatter pligtteksten yderligere:
- Abonnement.
Hvis tjenesten derudover er fortløbende dvs. at den fortsætter, indtil den afbestilles, omfatter pligtteksten yderligere:
- Afbestillingsprocedure.
En tekst skal stå i minimum 2 sekunder på skærmen. Dertil skal lægges 0,2 sekund pr. ord. For eksempel skal en tekst på 12 ord (f.eks. ‘sms til 1xxx for at deltage i afstemningen. xx kroner udover trafiktakst’ svarer til 12 ord, der modsvares af minimum 2,0+12×0,2=4,4 sekunder) stå i mindst 4,4 sekunder.
Det er ikke kun selve pligtteksten, der skal tælles med – hvis der er anden tekst på skærmen samtidig med pligtteksten, skal den også indgå i optællingen. Således skal f.eks. produktnavn, modelbetegnelse, og hvad er iøvrigt måtte stå i samme skærmbillede også tælles med. Som en supplerende guideline skal teksten stå så længe på skærmen, at man kan nå at læse den højt ved almindelig talehastighed.
Hvis en tjeneste markedsført i TV mundtligt omtales samme sted, skal prisen for tjenesten nævnes, og hvis der er tale om en abonnementsbaseret tjeneste, skal dette også nævnes tydeligt.
Ved live-tv kan der på anmodning gøres undtagelse fra tidskravet ovenfor. Dette kræver en forhåndsgodkendelse hos operatørerne, som kræver en behandlingstid på minimum 10 arbejdsdage. Anmodning kan fremsendes via denne hjemmesides kontaktpunkter.
14.2.3.2 Radio
Hvis tjenesten udbydes af andre end kanaludbyderen selv, skal der informeres mundtligt om tjenesteudbyderens navn, f.eks. “Lalandia”. Det gælder uanset tjenestetype, at udbyders navn i dette tilfælde skal angives mundtligt, mens alle udbyderdata som angivet i punkt 14.1.1 skal angives ved al skriftlig kommunikation til slutbrugeren.”
Ved konkurrence eller afstemning som afvikles under udsendelsen med tillægstaksering op til og med 5 kr.
- Hvis slutbrugeren bevarer sin 14 dages fortrydelsesret: Intet krav om oplysninger om fortrydelsesret.
- Hvis kunden skal fraskrive sig fortrydelsesretten: SPEAK: F.eks. “Ved deltagelse fraskrives 14 dages fortrydelsesret”. (Bemærk at “Ingen fortrydelsesret” ikke er fyldestgørende.)
Ved konkurrence eller afstemning som afvikles under udsendelsen med tillægstaksering over 5 kr.
- Hvis slutbrugeren bevarer sin 14 dages fortrydelsesret: SPEAK: “Du har 14 dages fortrydelsesret“. Der skal efterfølgende indenfor 24 timer fremsendes direkte information til slutbrugeren om, hvordan fortrydelsesretten kan udnyttes: “Tak for deltagelse i Den hemmelige lyd. Du kan indenfor 14 dage fortryde købet ved at skrive til Den Grønne Slagter Aps, Bogholderivej 14, DK-2100, +4545454637″.
- Hvis kunden skal fraskrive sig fortrydelsesretten: SPEAK: F.eks. “Ved deltagelse fraskrives 14 dages fortrydelsesret“. (Bemærk at “Ingen fortrydelsesret” ikke er fyldestgørende.)
Ved markedsføring af donationstjenester i radioen kan udbyderens adresse og telefonnummer undlades, såfremt her er tale om en godkendt organisation. Dog stilles der krav om, at udbyders navn, adresse og telefonnummer fremgår af den efterfølgende retur-SMS. Se eksempel 2A
14.2.4 Varer og tjenester leveret udenfor telefonen
For denne tjenestetype skal faktureringsformen angives, f.eks. som “faktureres via mobilregningen”.
