Den operatør, som har fået applikationskoden tildelt, kan indgå aftale med en tjenesteudbyder om brugsretten til den pågældende applikationskode i den pågældende operatørs net. Operatøren kan i aftale om brugsretten til applikationskoden stille krav om, at der indenfor en vis frist er åbnet for anvendelse af applikationskoden overfor slutbrugere i en af parternes mobilnet. Operatøren må ikke betinge indgåelse af en aftale om brugsretten til en applikationskode af en samtidig indgåelse af aftale om levering af andre ydelser, herunder aftale om varenavn og anvendelse af applikationskoden i operatørens net.
Øvrige parter er forpligtet til ikke at anvende eller indgå aftale om anvendelse af samme applikationskode med andre tjenesteudbydere end den, der har indgået aftale om brugsretten med den operatør, som har fået applikationskoden tildelt.
Såfremt tjenesteudbyderen ønsker at kunne anvende applikationskoden i et eller flere af de øvrige parters net, må tjenesteudbyderen herefter indgå særskilt aftale herom med hver operatør.
Parterne forpligter sig til at indgå aftale om brugsretten til en applikationskode eller aftale om anvendelse af et varenavn og det dertil hørende prispunkt på vilkår, der bl.a. indeholder de bestemmelser, der er angivet i denne aftale.
