Parterne bag denne Rammeaftale forpligter sig til:
1) at have en aftale med en selvstændig enhed, som er uafhængig af operatørernes økonomiske interesser og daglige drift (uvildig enhed) om at foretage en stikprøvevis løbende kontrol om de tillægstakserede tjenester, der udbydes over operatørernes net, overholder gældende lovgivning samt Rammeaftalen, således at kontrollen overholder nedenstående krav.
2) at kræve, at de parter, herunder tjenesteudbydere, som operatørerne indgår aftale med om brugsretten til en applikationskode, i forbindelse med markedsføring og udbud af tillægstakserede tjenester overholder Rammeaftalen og lovgivningen i øvrigt.
3) at kræve, at de parter, som operatørerne indgår aftale med om brugsretten til en applikationskode, i forbindelse med enhver videreoverdragelse af brugsretten til en applikationskode stiller krav om i aftalegrundlaget, at den pågældende aftalepart skal overholde Rammeaftalen og lovgivningen i øvrigt.
4) at afprøve af egen drift på grund af en særlig mistanke eller efter henvendelse fra slutbrugere eller andre om en tillægstakseret tjeneste overholder Rammeaftalen og lovgivningen i øvrigt.
4.1 Formål med tilsynet
Formålet med etablering af en uvildig enhed er at udføre et nærmere bestemt antal stikprøver af samtlige udbudte mobile indholdstjenester på det danske marked, samt at undersøge hvorvidt de udtagne stikprøver overholder lovgivning på området og den til enhver tid gældende Rammeaftale for mobile indholds- og betalingstjenester.
Den uvildige enhed skal undersøge en repræsentativ andel af de udbudte tjenester beregnet ud fra antallet af fejl konstateret i den sidste 6 måneders periode med udgangspunkt i 125 stikprøver pr. kvartal.
Stikprøverne skal fordeles med 1/3 af nye tjenester og 2/3 af eksisterende tjenester. Med nye tjenester forstås tjenester, der ikke hidtil har været undersøgt.
Stikprøvekontrollen skal dække hele udbuddet af mobile indholdstjenester forstået på den måde, at alle de forskellige former for mobile indholdstjenester kontrolleres, herunder at de forskellige former for markedsføringsmedier og udbydere kontrolleres.
Det vil sige, at der i stikprøverne skal indgå alle typer af tillægstakserede tjenester, herunder operatørernes egne, og de skal omfatte tjenester markedsført i alle former for medier, herunder Internet, tv og trykte medier, med særlig fokus på tjenester med stor synlighed. Herudover skal tjenester, hvor der er særlig mistanke om tjenestens reelle indhold, undersøges.
Visse stikprøver gennemføres udenfor almindelig kontortid, herunder stikprøver af konkurrencer og lign. i forbindelse med TV-udsendelser.
Den overvejende del af stikprøverne foretages indenfor følgende punkter i Rammeaftalen:
Den uvildige enhed skal foretage gentest af tjenester på baggrund af fundne overtrædelser af Rammeaftalen og lovgivning på området. Gentest skal som hovedregel finde sted ca. en uge efter, at overtrædelsen er blevet meddelt operatørerne.
Den uvildige enhed skal som hovedregel genteste alle tjenester, hvor der er konstateret en overtrædelse, samt tjenester af samme karakter udbudt af samme tjenesteudbyder, på samme platform, og som markedsføres i samme medium.
4.2 Dokumentation og rapportering
Den uvildige enhed skal sikre ensartede stikprøver og dokumentation og skal for hver stikprøve give en begrundet vurdering af tjenestens overholdelse af relevant lovgivning og Rammeaftalen.
Den uvildige enhed kan med kort varsel og via aftalte kontaktpunkter hos alle operatørerne indhente alle relevante takseringsdata og lignende væsentlige informationer. Operatørerne er forpligtet til uden ugrundet ophold at afgive de ønskede data.
Den uvildige enhed skal ved konstatering af overtrædelser af lovgivning eller væsentlige vilkår i Rammeaftalen straks rette henvendelse til operatørerne. Meddelelsen skal indeholde en entydig identifikation af tjenesten og stikprøven, relevant dokumentation (f.eks. markedsføringsmateriale og takseringsdata) og en begrundet vurdering af tjenestens overtrædelse af lovgivning og Rammeaftale. Meddelelse skal ske via mail eller fax.
Kvartalsvist skal den uvildige enhed afrapportere skriftligt til operatørerne. Kvartalsrapporteringen skal indeholde en oversigt over samtlige foretagne stikprøver, hvorvidt lovgivning og Rammeaftale er overholdt og i givet fald på hvilke punkter, reguleringen er overtrådt.
4.3 Operatørernes forpligtelser over for Forbrugerombudsmanden og rapportering
Med udgangspunkt i den uvildige enheds kvartalvise rapport, skal operatørerne ligeledes udarbejde en kvartalvis rapport, hvori operatørerne i tillæg informerer om de undersøgelser af tillægstakserede tjenester, som operatørerne selv har foretaget. Redegørelsen skal endvidere indeholde de tiltag, som operatørerne har foretaget i tilfælde af konstatering af overtrædelser. Redegørelsen tilsendes Forbrugerombudsmanden, der herefter kan orientere offentligheden herom.
4.4 Væsentlig overtrædelse af Rammeaftalen
Nedenstående tre typer af overtrædelser vil som udgangspunkt blive vurderet som væsentlige:
1) Tjenester med voksenindhold, som beskrevet i denne aftale med undtagelse af erotisk indhold, hvis dette udbydes gennem 16-serien i overensstemmelse med reglerne herfor.
2) Overtrædelse af beløbsgrænser i form af
a) Overtrædelse af enhver beløbsgrænse i Rammeaftalen (12/75/150/200/225 kr.)
b) Manglende prisoplysninger
c) Tillægstaksering af modtagne chat-beskeder
d) Tillægstaksering af servicemeddelelser
e) Manglende opsigelsesprocedure ved abonnerede tjenester, der tillægstakseres særskilt
3) Manglende genopretning eller lukning af en konstateret overtrædelse inden for den af mobiloperatøren angivne tidsramme, uanset om der er tale om en væsentlig eller mindre overtrædelse.
4.5 Sanktioner ved væsentlige overtrædelser
Operatørerne bag Rammeaftalen forpligter sig til at anvende nedenstående sanktioner ved overtrædelse af Rammeaftalen.
Hvis en tjenesteudbyder har foretaget en væsentlig overtrædelse, vil operatøren straks afbryde adgangen til sine mobilnet for tjenesteudbyderens tjenester.
Har tjenesteudbyderen overdraget brugsretten til applikationskoden til en anden, som har foretaget overtrædelsen, er tjenesteudbyderen forpligtet til at afbryde adgangen til den pågældendes tjenester. Operatøren skal informeres skriftligt herom. Overholder tjenesteudbyderen ikke denne forpligtelse, kan operatøren afbryde adgangen til tjenesteudbyderens koder.
Adgangen til tjenesten genoprettes, når det over for operatøren er dokumenteret, at den pågældende overtrædelse er ophørt.
Hvis samme tjenesteudbyder inden for 12 måneder foretager en overtrædelse af samme karakter, dvs. samme type overtrædelse, vil operatøren straks afbryde adgangen til tjenesteudbyderens tjeneste. Har tjenesteudbyderen overdraget brugsretten til en anden, som har foretaget overtrædelsen, skal tjenesteudbyderen afbryde adgangen for denne. Operatøren skal informeres skriftligt herom. Overholder tjenesteudbyderen ikke denne forpligtelse, kan operatøren afbryde adgangen til tjenesteudbyderens koder.
Adgangen til tjenesten vil i disse gentagelsestilfælde tidligst blive genoprettet 30 dage efter lukningstidspunktet.
Via aftalen mellem operatøren og tjenesteudbyderen skal det sikres, at der afbrydes for de tjenester, som markedsføres i strid med rammeaftalen. Der skal sanktioneres overfor den, som markedsfører tjenesten og opgiver navn og adresse i henhold til forbrugeraftaleloven.
Hvis to enheder indenfor samme koncern, der hver især i enhedens eget navn markedsfører en tjeneste, og som hver især foretager to væsentlige overtrædelser, og der er tale om samme type overtrædelse af begge enheder, vil operatøren pålægge sin aftalepart, at hele tjenesteudbuddet fra koncernen afbrydes i 30 dage.
Meddelelse om, hvem lukningen omfatter og periode herfor, vil i ethvert tilfælde blive fremsendt til de øvrige operatører og kan meddeles på www.rammeaftalen.dk.
4.6 Mindre overtrædelser
Mindre overtrædelser omfatter klare og simple overtrædelser af gældende regler.
Nedenstående typer af overtrædelser vil som udgangspunkt blive vurderet som mindre overtrædelser:
1) Manglende information – f.eks. om tjenesteudbyderen navn, adresse og telefonnummer
2) Manglende information på varigt medium
3) Manglende information om fortrydelsesret
Manglende genopretning af en mindre overtrædelse betragtes som en væsentlig overtrædelse.
4.7 Bod
4.7.1 Bod pr. tjeneste
Ved enhver overtrædelse af Rammeaftalen fundet ved stikprøve pålægger den part bag Rammeaftalen, på hvis telefon stikprøven har fundet sted den pågældende tjenesteudbyder en bod på:
- 500 kr. for manglende information om “+ trafiktakst”
- 3.000 kr. for mindre overtrædelser og
- 6.000 kr. for væsentlige overtrædelser
Alle beløb er ekskl. moms.
Boden vil blive opkrævet af parten bag Rammeaftalen, på hvis telefon, stikprøven har fundet sted.
4.7.2 Bod pr. kontraktpart
Ud fra det samlede antal overtrædelser fra hver operatørs kontraktpart fastsættes et fejlrateniveau, som angiver antal fejlbehæftede tjenester i forhold til samlede antal testede tjenester foretaget af den uvildige enhed. Fejlraten vil fremadrettet løbende blive fastsat for et halvt år ad gangen. P.t. fastsættes den maksimale fejlrate til 50 % af det samlede antal testede tjeneste pr. kontraktpart.
Parterne fremsender månedlige opgørelser til hver enkel kontraktpart. Af opgørelsen fremgår de foretagne stikprøver vedr. denne tjenesteudbyder udført af den uvildige enhed.
Ved overskridelse af fejlraten for en 3 måneders periode vil kontraktparten blive pålagt en bod på 3.000 kr. for hver enkelt tjeneste, som har været testet hos vedkommende kontraktpart i samme periode. Er der ikke testet mindst 10 tjenester i det pågældende kvartal, afventes yderligere test indtil mindst 10 testede tjenester er nået, hvorefter fejlraten opgøres for den samlede periode.
Bod i henhold til dette punkt vil blive anvendt til fremme af det mobile indholds- og betalingsmarked i Danmark til f.eks. uddannelsesaktiviteter. Parterne bag Rammeaftalen beslutter den konkrete anvendelse.
Opkrævninger i hht. afsnit 4.7.2. indsættes på en konto til ovennævnte formål.
4.7.3 Bod ved hovedsagelig angivelse af “Diverse” som tjenestekategori opgjort pr. kontraktpart
Parterne bag Rammeaftalen har bilateralt i et tilsagn forpligtet sig til over Forbrugerombudsmanden “at give kunden en nem og omkostningsfri adgang til oplysninger om inden for hvilke af de 13 nedenfor nævnte tjenestekategorier, de fakturerede tjenester hører” . Parterne har derfor indført bod ved mangelfuld tjenestekategorisering, således at der “Diverse” ikke angives som tjenestegategori for hovedparten af digitale tjenester.
| Periode | %-vis andel af tjenester kategoriseret under “Diverse” pr. kontraktpart | Bodsangivelse |
| 1.sept. 2011- 31. okt. 2011 | Maximum 50% “Diverse” | DKK 1000 |
| 1.nov. 2011 – 31.dec. 2011 | Maximum 25% “Diverse” | DKK 2000 |
| 1.jan. 2012 – 29.febr. 2012 | Maximum 10% “Diverse” | DKK 3000 |
Opgørelsen foretages af hver af Parterne, og på baggrund heraf uddeler hver af Parterne bod i hht. ovennævnte fordeling.
