12.1 Voksen tjenester
Følgende Indholdstakserede tjenester må ikke udbydes via Applikationskoder, hvis de er uegnet for børn under 16 år:
• Beskrivelser af seksuelle eller erotiske forhold.
• Kontaktformidling med henblik på seksuelt samvær eller andre elementer heraf.
• Henvisning til andre tjenester eller numre med seksuelt eller erotisk indhold.
• Beskrivelser af vold.
• Adgangstegn, passwords eller lignende, der giver adgang til tjenester med ovenstående indhold.

Følgende indhold er dog lovligt:
• Billeder af letpåklædte personer, dog med den begrænsning at personerne skal være tildækkede på kønsorganer og for kvindernes vedkommende skal også bryster være tildækkede.
• Personer med G-streng eller gennemsigtig beklædning er tilladt forudsat at kønsorganer ikke er synlige.
• Tegnede og karikerede kønsorganer /numsebilleder i en humoristisk sammenhæng er tilladt i denne kategori.
• Indhold/materiale i form af tekst f.eks. erotiske noveller og seksuelle/erotiske beskrivelser er tilladt såfremt teksterne ikke beskriver handlinger og/eller situationer der ikke er tilladt på billedsiden.
• Indhold/materiale i form af lyd f.eks. ringetoner og lydhilsener er tilladt såfremt lydene ikke afspejler handlinger/situationer der ikke er tilladt på billedsiden.
Billeder af personer som berører sig selv på kønsorganer samt interaktion af seksuel karakter mellem to eller flere personer er ikke tilladt.
Hvad angår retningslinjer for markedsføring af tjenester til børn og unge henvises til Markedsføringslovens § 8.

12.2 Indsamlinger
Der kan udbydes tjenester i form af humanitære indsamlinge eller non-humanitære indsamlinger, for så vidt modtageren af de donerede midler har en godkendelse fra Indsamlingsnævnet til at måtte foretage indsamlinger, eller på anden vis er godkendt til at foretage indsamlinger i henhold til dansk lov.

12.3 Konkurrencer
Der må ikke udbydes konkurrencer som Fortløbende Abonnement.
Ved indledningen af en konkurrence skal det klart fremgå, hvad det samlet koster at deltage i konkurrencen, samt hvad hver enkelt Indholdstaksering beløber sig til.
Ønsker en Tjenesteudbyder at udbyde flere konkurrencer i samme medie (herved forstås en bestemt udgave af en avis, et blad, en bestemt hjemmeside m.m.), er det et krav, at de udbudte konkurrencer væsentligt adskiller sig fra hinanden. I modsat fald vil konkurrencerne blive anset for at udgøre én konkurrence med deraf følgende krav om overholdelse af ovennævnte beløbsgrænser.
For konkurrencer, som udbydes via “flygtige medier” som f.eks. tv og radio, gælder yderligere, at de altid vil blive anset for at udgøre én konkurrence, såfremt de udbydes af samme Tjenesteudbyder, på samme kanal, i samme program og inden for det samme døgn. For almennyttigt lotteri henvises til afsnittet om beløbsgrænser ovenfor.

12.4 Finansielle tjenester
Der må ikke udbydes tjenester, hvor selve ansøgningen om eksempelvis microlån (kviklån, SMSlån etc.) medfører et gebyr til Slutbrugeren.
Der må ikke udbydes tjenester, hvor Slutbrugeren via mobilregning/-konto kan betale for virtuel valuta (Bitcoin etc.).
Virtuel valuta i form af køb af spillemønter eller andre former for credits til online spil (World of Warcraft, Forge of Empires etc.) er dog tilladt.
Tjenester hvor Slutbrugerens betaling kan videresendes til andre Slutbrugers virtual wallets eller direkte udbetales til bankkonti er ikke tilladt.

12.5 Markedsføring af tjenester mod mindreårige (under 18 år)

  1. der må ikke sælges abonnementsbaserede tjenester.
  2. anvendelse af tekst om, at en tjeneste kun er for +18/voksne eller anvendelse af on-line alders verifikation er ikke ensbetydende med, at en tjeneste ikke er rettet mod mindreårige.
  3. en afgørelse om markedsføring af en tjeneste er rettet mod mindreårige vil tage udgangspunkt i tjenestens indhold, udseende af markedsføringsmateriale, sprogbrug og markedsføringskanaler.
  4. en afgørelse om hvorvidt en tjeneste er rettet mod mindreårige træffes alene af 4T og kan ikke bestrides.

12.6 Dokumentation for køb af tjeneste:

I forbindelse med køb af en tjeneste, hvor tilmeldingen sker online, skal indholdsudbyderen stille følgende information til rådighed i forbindelse med kundeklager:

  • aktivt link til den tjeneste landing page, som kunden har benyttet
  • dokumentation for tidspunkt for indtastning af mobil  nr. oplysninger
  • dokumentation for tidspunkt for indtastning af PIN kode oplysninger
  • hvilken IP adresse kunden brugte på tilmeldingstidspunktet
  • hvilken mobiltelefon type, som kunden brugte på tilmeldingstidspunktet.